I informationssamfundet er alle internetbrugere potentielt set udbydere af information. Der stilles derfor skærpede krav til materialekritikken.
Historiefaget har en lang tradition bag sig med hensyn til materialekritik. Materialekritikken må imidlertid ændres i retning af informationssamfundets krav. Det traditionelle materialebegreb er uforandret, idet der som hidtil bør skelnes mellem kilder og fremstillinger.
Ved kilder forstås direkte - og dermed ufortolkede - bevarede dele af fortiden ("historien i sig selv"), ved fremstillinger forstås moderne skildringer af fortiden - baseret på kildeanvendelse.
De traditionelle kilder er eksempelvis breve, taler, love, indskrifter etc. (skriftlige kilder) samt arkæologiske fund, billeder, bevarede bygningsværker fra fortiden etc. (ikke-skriftlige kilder)
Informationssamfundets materialer (kilder såvel som fremstillinger) antager ofte karakter af et mix af traditionelle skriftlige og ikke-skriftlige kilder: I hypertekstformat integreres tekst, lyd, billede og film; så man bør være klar over, at en traditionel sondring mellem skriftligt og ikke-skriftligt kildemateriale bliver vanskeligere og vanskeligere at holde i hævd.
Udnyttes materialet mhp. at belyse handlinger og begivenheder udnyttes materialet objektivt (af Kristian Erslev kaldet "udnyttelse som beretning"). Udnyttes materialet mhp. at belyse ophavsmanden/ophavsmandens (m/k´s) holdninger, udnyttes materialets subjektive aspekter. Fortolkeren sætter sig selv direkte i forhold til ophavsmanden (af Kristian Erslev benævnt "udnyttelse som levn"). Disse to forskellige materialeudnyttelsesformål bibeholdes i det nye koncept for materialekritik.
Imidlertid antager materialet nu en anden form: Både kilder og fremstillinger forekommer nu i digital form på internettet. Her findes på uendelig mange hjemmesider og blogs uendelig megen information.
Når man eftersøger materiale på internettet, skal man for det første vælge en kvalitativ indgang: Brug fagenes sider på EMU- serveren; brug din skoles faghjemmesider; brug offentlige institutioners hjemmesider frem for private institutioners; brug bogforlagenes hjemmesider; brug ambassadernes hjemmesider.
For det andet: Opdel materialet på internetsitet i kilder og fremstillinger (kilde- og fremstillingsdele). De to materialetyper vil tit være flettet ind i hinanden! F. eks. kan originalt kildemateriale i form af gengivede breve være kommenteret af webudbyderen. Det originale brev er en kilde - kommentaren fra webudbyderen er en fremstilling. For at komplicere dette yderligere skal det så lige tilføjes, at kommentaren fra webudbyderen naturligvis også kan benyttes som kilde - til belysning af webstedets historiesyn, politiske opfattelse etc. - hvilket kan være temmelig relevant at få styr på!
For det tredje: Udøv kildekritik i traditionel forstand (bestem datering af kilden i forhold til de begivenheder der omtales i kilden, bestem ophavsmand, målgruppe, troværdighed, tendens samt de historisk rammer for kildens tilblivelse)!
For det fjerde: Husk at opgive fuldstændige materialehenvisninger: www-adresse, titel på web, udbyder af pågældende web (hvem står bag? Fru Hansen eller Det Danske Udenrigsministerium?), samt - hvis det er muligt - seneste opdatering.
Et aspekt, der her er ret væsentligt, nemlig det elektroniske lagringsmedies tidsmæssige og teknologiske korte levetid (i sammenligning med papirmediets levetid) peger frem mod et uoverskueligt problemkompleks, der ikke vil blive taget stilling til hér: Hvad gør fremtidens forskere, hvis der ikke er bevaret tilfredsstillende kildemateriale om fortiden?
John Warcelmann, Nørresundby Gymnasium og HF-Kursus
|