 |
Virkeligheden tolkes forskelligt - i forskellige kulturhistoriske perioder - af forskellige mennesker! Spørgsmålet for en kunstner er om han skal tolke det han véd om en genstand (dens væsen) eller det, han umiddelbart sanser (dens apparition)
Lad os se på nogle muligheder:
|
Dekorativ Figurens afgrænsning mod omverdenen – en lukket figur eller et mønster. Den klare linie, konturen, der placerer den på fladen og angiver dens omfang får selvstændig værdi.
Figuren er renset for alt uvedkommende, som vil svække aflæsningen af dens forløb på det hvide papir.
Ingen farve og skyggelægning, og derved går motivets plastiske virkning tabt.
Virkelighedens mangfoldighed går tabt, men der opnås til gengæld en intensivering af den sort-hvide kontrast og af linjens dekorative egenskaber og dens dynamik.
Forenklingen af figuren er blevet til en skive uden fylde, en ren cirkel, som klæber til papiret.
(f.eks. japansk kunst, græsk vasemaleri, grafik) |
|
Ekspressiv/koloristisk/kubistisk/dekorativ Farven gengives så rent som muligt (lokalfarven). Farven er genstandens ”personlighed”.
Forenkling, stilisering.
Ingen skygger eller reflekser, der bryder farven. Afkald på aftoninger og plastisk virkning.
Rumillusion må bero på farvens afstand fra øjet, overlapninger og størrelsesforskelle.
Ikke noget korrekt perspektivisk rum. Genstanden presses ud i fladen (bordpladen vendes lodret for at dens flade kan anvendes som baggrund for mindre genstande eller væggen trækkes helt frem til forplanet.
For at fremhæve farven orange, vil han lade den støde op til de rigtige nuancer af blåt, violet eller grønt (størst kontrastrigdom)
Koncentration af hver farveenhed med en tyk, sort kontur.
Konturen binder motivet tættere til fladen og fremhæver dets dekorative og ekspressive egenskaber.
Farver er følelsesladede og gør det stærkede indtryk på sanserne.
(f.eks. monumental kunst som mosaikker, kalkmalerier eller plakater, ekspressiv kunst, middelalderens religiøse maleri (irske håndskrifter, den bemalede gotiske skulptur og i gotiske glasmalerier og altertavler)
|
|
Klassisk Plasticiteten eller de taktile værdier (motivets tyngde og struktur).Formen er det vigtigste som modsætning til mønster.
Farven og konturen svækkes.
Legemet, der findes under skallen, og som hviler i et rum og fortrænger luft (Relief). Den tredje dimension fremkommer ved anvendelse af skyggelægning. Dele, der fjerner sig fra lyskilden, belægges med skygge, mens de dele, der nærmer sig, får et stadigt stærkere lys. Stillingtagen til rummet omkring genstanden.
Lav reliefvirkning og et smalt rum med glidende overgange mellem lys og skygge, og skyggen skjuler ikke formen men skaber den. Lys og skygge gør omhyggeligt rede for objektets omfang., skaber en let begribelig form og giver os en følelse af, at vi kan gribe om tingen med hånden og føle dens vægt. Den er blevet plastisk.
Genstanden underkastes en belysning - så genstanden mister sin autonomi og bliver afhængigt at noget uden for sig selv.
(f.eks: Tidlig renæssance og senere klassicerende retninger)
|
|
Barok Frigørelse af genstanden i et dybt rum, hvor de konvekse dele fremhæves.
Forstærket uigennemsigtig, sort skygge i kontrast til kunstigt "projektør"agtigt lys, som på en scene.
Lys og mørke splitter formen og opløser genstanden i lyspletter.
Lokalfarven er kun glimt i lyset.
Ingen form og kontur.
(f.eks.: følelsesladede stemninger som religiøs kunst med mystisk lys eller en åbenbaring, som f.eks. i italiensk og spansk barok. Film og foto.)
|
|
Naturalistisk/realistisk Fra det generelle (typen: genstanden i almindelighed eller idealet: den fuldkomne genstand) til det individuelle.
Gengivelse af så mange specielle træk som muligt.
Nærlæsning af overfladen giver stoflighed, men også mekanisk efterligning.
|
|
Impressionistisk Øjeblikkets indtryk af objektets tilstand.
Genstanden er et produkt af omgivelserne. Kan hele tiden skifte udseende som følge af påvirkninger udefra.
Fremtræder for øjet med en stadigt skiftende overflade, der ændrer sine signaler til øjet efter lyset, atmosfæren og synsvinklen.
Ingen konstans eller kontur, der kan gengives som en fast linie.
Splitter lokalfarven op i mange strøg og reflekser og farvede skygger.
Kan skabe rum og form vha farven, men rum interesserer ikke så meget, fordi øjet i virkeligheden heller ikke registrerer rum som et organiseret hele, men bygger det op af flade stumper.
(f.eks.: 1880'ernes impressionister |
Klassisk gengivelse
Nøjagtigt omrids tegnes først, når man er helt sikker på hvor omridsets punkter befinder sig. Hjælpelinier, der er nødvendige. Genstandens proportioner er vigtige (størrelsesforholdene mellem genstandens forskellige dele)
Mennesker
Italien ca år 1 – 500
"Idealiseret kvindehovede" Detalje fra Pompejansk vægmaleri efter hellenistisk forbillede .
Pompeji begraves år 79.) Bemærk at ansigtet ses skråt og at øjnene ser skråt ud i rummet. Understreger det virkelige.
Michelangelo: Skabelsen . Loftet i Det Sixtinske Kapel. Peterskirken Rom. Færdig 1512 (Italiens renæssance)
~~
Albrecht Dürer (1471- 1528) illustrerer en metode til at opnå perspektiv. (Nordisk renæssance)
~
Jens Juel 1796 Udsnit af Det Rebenske familiebillede.
__________________________________________________________________________________________________________________________________________
Impressionistisk formgengivelse
Impressionisterne (Anden halvdel af 1800-tallet) mente ikke som klassicisterne at man så tingenes omridslinie men at man så formen som helhed. Omridslinierne opstod, fordi figuren kontrasterede med baggrunden. Man farvelægger altså en form inden man har en omridslinie. Man tegner, maler og standser der, hvor man fomoder omridset er.
Claude Monet: De badende ved La Grenouillere
______________________________________________________________________________________________
Omvendt perspektiv/kubistisk formgengivelse
Omvendt perspektiv og kubistisk formgengivelse gengiver genstanden set ud fra forskellige synsvinkler på samme tid.
Middelalderens kunstnere (håndværkere) var ikke interesseret i realistiske billedgengivelser. De skulle vise bibelske historier, så folk kunne forstå dem.
Miniature fra ca. 770 - National-Bibliothek, Wien
Kubistisk perspektiv
Kubisterne i begyndelsen af 1900-tallet prøvede at forbinde de forskellige synsvinkter til en enhed helt til billedets kanter. Enhedseffekten fik de ved at sørge for åbne omrids.
 1) Pablo Picasso: Vinglas - 1911 (32 x 17 cm.)2) Pablo Picasso: Musikinstrumenter - 1912 (98 x 80 cm.)
3) Pablo Picasso: Klarinet og violin - 1913 (53,3 x 33 cm.)
Om "Vinglas":
Robert Delaunay: Champ de Mars: Det røde tårn - 1911/23 (160,7 x 128,6 cm.)
Vilhelm Lundstrøm: Opstilling - 1929
I denne kubistiske opstilling af Vilhelm Lundstrøm ses anvendelse af de geometriske former kuglen, keglen og cylinderen. Formatet er stort, farverne klare, formerne enkle. Lundstrøm bruger den blå baggrund i mange af sine billeder som et dybdeskabende element i kompositionen. Dybden skabes også af elementernes placering og størrelse i forhold til hinanden, men der er tale om et fladt billede sammenlignet med den dybdeillusion, der ses i fx naturalistiske og realistiske billeder.
Kanden i billedet ses i flere af Lundstrøms kompositioner, den tilhører ARoS AARHUS KUNSTMUSEUM, hvor flere af Lundstrøms kompositioner og de store billeder fra hans krøllede periode kan ses.
Mennesket:
Ekspressiv formgengivelse
Gengivelse af umiddelbarhed. Penslens spor ses tydeligt på papiret. Stregen udtrykker følelser (blide, bløde/smertefulde, hårde og kradse)
  Rouault: Kristushoved (1905) 114,5x78cm New York
George Rouault (1871-1958) Kristushoved (1905)
_________________________________________________________________________________________________________________________________
Dekorativ formgengivelse
Former og farver understreger tegningens dekorative karakter ved at være klare og afvekslende. Anvendes ofte i design.
Illuminerede håndskrifter fra ca AD 750
Bayeux-tapetet om Slaget ved Hastings i 1066
Blå cirkel: Lars Henrik Olsens inspiration til romanen: Dværgen fra Normandiet
Men som inspiration for vores arbejde med den dekorative gengivelsesstrategi har vi valgt at tage udgangspunkt i Henri Matisse.
Øvelse med mennesker:
I får 3 stykker farvet papir og et sort eller hvidt stykke A3. Klip en sprællemand (dvs klip hoved, overarme, underarme, overkrop, underkrop, overben, underben og fødder i særskilte stykker) Alt sammen i en og samme farve. Vælg så at sætte dem sammen på forskellige måder på papiret. Det kan være flyvende, siddende, stående. Og når du er tilfreds, limer du stykkerne op på papiret. Derefter finder du en kontrastfarve som du klipper stjerner eller appelsiner (evt. æbler) ud af - gerne på størrelse med figurens ansigt. Bare 3 stk. Placer dem nu på værket der hvor du synes de ser bedst ud.
Mange udsnit på denne side er hentet fra Mart Due Tiemensmas: Grundbog til Billedkunst (Systime 1998)
| |
