Gengivelsesstrategier

	Dekorativ Figurens afgrænsning mod omverdenen – en lukket figur eller et mønster. Den klare linie, konturen, der placerer den på fladen og angiver dens omfang får selvstændig værdi. Figuren er renset for alt uvedkommende, som vil svække aflæsningen af dens forløb på det hvide papir. Ingen farve og skyggelægning, og derved går motivets plastiske virkning tabt. Virkelighedens mangfoldighed går tabt, men der opnås til gengæld en intensivering af den sort-hvide kontrast og af linjens dekorative egenskaber og dens dynamik. Forenklingen af figuren er blevet til en skive uden fylde, en ren cirkel, som klæber til papiret. (f.eks. japansk kunst, græsk vasemaleri, grafik)
	Ekspressiv/koloristisk/kubistisk/dekorativ Farven gengives så rent som muligt (lokalfarven). Farven er genstandens ”personlighed”. Forenkling, stilisering. Ingen skygger eller reflekser, der bryder farven. Afkald på aftoninger og plastisk virkning. Rumillusion må bero på farvens afstand fra øjet, overlapninger og størrelsesforskelle. Ikke noget korrekt perspektivisk rum. Genstanden presses ud i fladen (bordpladen vendes lodret for at dens flade kan anvendes som baggrund for mindre genstande eller væggen trækkes helt frem til forplanet. For at fremhæve farven orange, vil han lade den støde op til de rigtige nuancer af blåt, violet eller grønt (størst kontrastrigdom) Koncentration af hver farveenhed med en tyk, sort kontur. Konturen binder motivet tættere til fladen og fremhæver dets dekorative og ekspressive egenskaber. Farver er følelsesladede og gør det stærkede indtryk på sanserne. (f.eks. monumental kunst som mosaikker, kalkmalerier eller plakater, ekspressiv kunst, middelalderens religiøse maleri (irske håndskrifter, den bemalede gotiske skulptur og i gotiske glasmalerier og altertavler)
	Klassisk Plasticiteten eller de taktile værdier (motivets tyngde og struktur).Formen er det vigtigste som modsætning til mønster. Farven og konturen svækkes. Legemet, der findes under skallen, og som hviler i et rum og fortrænger luft (Relief). Den tredje dimension fremkommer ved anvendelse af skyggelægning. Dele, der fjerner sig fra lyskilden, belægges med skygge, mens de dele, der nærmer sig, får et stadigt stærkere lys. Stillingtagen til rummet omkring genstanden. Lav reliefvirkning og et smalt rum med glidende overgange mellem lys og skygge, og skyggen skjuler ikke formen men skaber den. Lys og skygge gør omhyggeligt rede for objektets omfang., skaber en let begribelig form og giver os en følelse af, at vi kan gribe om tingen med hånden og føle dens vægt. Den er blevet plastisk. Genstanden underkastes en belysning - så genstanden mister sin autonomi og bliver afhængigt at noget uden for sig selv. (f.eks: Tidlig renæssance og senere klassicerende retninger)
	Barok Frigørelse af genstanden i et dybt rum, hvor de konvekse dele fremhæves. Forstærket uigennemsigtig, sort skygge i kontrast til kunstigt "projektør"agtigt lys, som på en scene. Lys og mørke splitter formen og opløser genstanden i lyspletter. Lokalfarven er kun glimt i lyset. Ingen form og kontur. (f.eks.: følelsesladede stemninger som religiøs kunst med mystisk lys eller en åbenbaring, som f.eks. i italiensk og spansk barok. Film og foto.)
	Naturalistisk/realistisk Fra det generelle (typen: genstanden i almindelighed eller idealet: den fuldkomne genstand) til det individuelle. Gengivelse af så mange specielle træk som muligt. Nærlæsning af overfladen giver stoflighed, men også mekanisk efterligning.
	Impressionistisk Øjeblikkets indtryk af objektets tilstand. Genstanden er et produkt af omgivelserne. Kan hele tiden skifte udseende som følge af påvirkninger udefra. Fremtræder for øjet med en stadigt skiftende overflade, der ændrer sine signaler til øjet efter lyset, atmosfæren og synsvinklen. Ingen konstans eller kontur, der kan gengives som en fast linie. Splitter lokalfarven op i mange strøg og reflekser og farvede skygger. Kan skabe rum og form vha farven, men rum interesserer ikke så meget, fordi øjet i virkeligheden heller ikke registrerer rum som et organiseret hele, men bygger det op af flade stumper. (f.eks.: 1880'ernes impressionister