Tilbage til eventyrsidenDe fleste læsere at litterære tekster er bekendt med, at
der bag nyrealismens fotografiske overflade gemmer sig informationer, der
bl.a. skal lempes fri via stor koncentration om enkelte detaljer. Ting og
hændelser er ikke altid, hvad de umiddelbart foregiver at være
- i hvert fald ikke altid! Som i eventyret fortælles der en historie
på flere planer. Eventyrets realplan fastholder handlingsgangen og
fortæller således ofte en god historie. Billedplanet åbner
- med sine dunkle steder og symbollag - for en mere intensiv og søgende
læsning, hvor temaer og motiver giver sig til kende.
Der er stor forskel på, hvor let disse dunkle punkter og symboler
lader sig afkode. De dunkle punkter påkalder sig opmærksomheden
- og dermed fortolkningsinteressen -, fordi de så tydeligt skiller
sig ud fra konteksten. Det dunkle punkt skaber, som også navnet antyder,
umiddelbar forundring, - konteksten knirker.
Anderledes forholder det sig med symbolerne, der ikke sådan giver
sig åbenlyst til kende. Som realistiske detaljer gemmer de sig kamelonagtigt
i forskellige "dobbelttydige" - men aldeles hverdagsagtige forklædninger.
Klaus Rifbjerg benytter sig som nyrealist vedholdende af de muligheder, forklædningskunsten stiller til disposition. I "Tak for turen" meddeler han sig således indirekte til læseren - og udfordrer denne til aktiv deltagelse. Et godt eksempel på et dunkelt punkt i romanen kunne f.eks. være i slutningskapitlet, hvor Timmer pludselig drømmer, at han som kongen ligger i en kiste. Drømmen virker i første omgang malplaceret og dermed uforklarlig, men der må jo være en grund til, at Rifbjerg har valgt situationsfremstillingen. Hvorfor kommer Timmer i tanke om påskeritualerne (lidelseshistorien) i den uhyggelige grænsepassage gennem togtunnelen. Det virker underligt, da det tydeligt fremgår, at Timmer ikke er særlig kristen og velfunderet i bibelske sammenhænge. I disse eksempler kommunikerer Rifbjerg således indirekte til læseren - og helt tydeligt uden om Timmers bevidsthed. Den opmærksomme læser bringes til at forstå, at det kan være behæftet med fare at udvikle sig - for senere at komme over grænsen til voksenverdenen og få del i prinsessen og det halve kongerige. Det er dødsensfarligt, - men på den anden side af gravens mørke venter genopstandelsen og meget mere.
Ved siden af de dunkle punkter benytter Rifbjerg sig på samme vis vedholdende af symboler. I første kapitel symboliserer cyklerne således de hjælpemidler, som kunne bringe drengene videre i deres udvikling, men som de endnu ikke accepterer og dermed er fortrolige med. I "Prinsessen på glasbjerget" lærer Esben Askepuster at udnytte hestene i sit livsprojekt: - de bringer ham til prinsessen. I "Tak for turen" lærer Timmer til slut at respektere sin cykel, men inden da må han forholde sig til alverdens besværlige fremdriftssymboler. De voksne har let ved at håndtere disse symboler (jvf. sporvognsføreren, kusken, bilføreren, politibetjentene og senere bjergarbejderne dybt i fjeldet, der rutineret passer de elektrisk udladende maskiner). Timmer og drengene skal først lære sig den kunst "at bevæge sig hensigtsmæssigt frem", - og symbolsk sker denne indlæring langt fra hjemmet. Skiene har erstattet Esben Askepusters heste, og i forskellige faser fra øvebakken over slalombakken til styrtløbsbakken indøves de færdigheder og reaktioner, som symbolsk giver adgang til voksenverdenens (skisportshotel) eksotiske og grænseløst attraktive omgivelser.
Rifbjergs symbolverden rummer også andre fremtrædelsesformer. Man kan diskutere, om navnesymbolikken har med dunkle punkter at gøre (underligt konstruerede navne), eller om der er tale om symbolagtige meddelelser under dække af almindelige drenges brug af slang og øgenavne. Under alle omstændigheder er de fleste personer tillagt temmelig primitive og dyrisk associerende navne. Som i eventyret gælder det måske om at acceptere det primitive og de mere irrationelt betonede kræfter, som ligger dybt og svært tilgængeligt i mennesket. Timmer lærer at acceptere disse kræfter, og han finder til slut skatten - prinsessen - eller måske kvinden i sig selv.
Kun ved en minutiøs fokusering på tekstens mange dunkle steder og symboler kan læsningen dokumenteres som en behandling af modningsprocessen i puberteten.
Lars Brix Frandsen