Folkeeventyret er en genre, der er let at genkende.
Selv børn er ikke i tvivl, når de møder et typisk folkeeventyr.
Eventyrene er så ens i deres opbygning og i deres udnyttelse af de episke love, at man kunne opfatte dem som variationer
af én og samme grundtype. Strukturen i folkeeventyret er stort set
den samme i de forskellige "varianter".
Litteraturforskere har ud fra en aktantmodel forsøgt at sætte
de agerende personers handlinger på formel. Ifølge denne formel
kaster hovedpersonen eller subjektet (f.eks. den "dumme" umulius)
sig ud i et projekt om at erobre "noget", - et objekt (f.eks.
den kønne prinsesse). Ønsket om objektet betegner begær-
eller projekt-aksen , - men i eventyrets verden går det hele ikke
så ligetil, for det eftertragtede ligger ikke umiddelbart tilgængeligt.
Her træder giveren (en konge, en ældre møller o.l.) ind
i eventyret, og han kan levere varen - eller objektet (prinsessen, slægtsmøllen)
til modtageren (den rette / mest kvalificerede). Denne akse eller forbindelse
i eventyret kaldes (stadig ifølge aktantmodellen) kommunikations-
eller transport-aksen . Da subjektet som oftest har selviske motiver eller
ønsker, så opstår der i de fleste folkeeventyr sammenfald
mellem subjekt og modtager.
Det "typiske" folkeeventyr har dog flere fællestræk. Da der er tale om udpræget episk digtning, så udvikler handlingen sig kronologisk målrettet gennem forskellige konfliktsituationer, og selv om der er lovning på en lykkelig slutning, så må subjektet igennem en række (oftest tre) prøver, som også giver lytteren / læseren sved på panden. En modstander (f.eks.de to kloge brødre) gør ofte alt for at forhindre subjektet i at realisere sine drømme, men heldigvis - for subjektet - er der som fast inventar på lignende vis som oftest indbygget en hjælper , der leverer de magiske rekvisitter (en nøgle, gode råd o.l.), der sætter subjektet i stand til at nå sit mål. Denne afgørende indgriben i folkeeventyret markerer konflikt-aksen. Grafisk kan aktantmodellen nu stilles op således:
Strukturen i folkeeventyret lader sig ofte aflæse i kompositionen, der relativt fast forløber trefaset. Vi bevæger os med eventyrhelten fra hjemmets rituelle hverdag (hjemme) - over et kontraktbrud, hvor forskellige omstændigheder sender helten ud i den eventyrlige verden (ude i skoven, på bjerget, nede i det underjordiske). Forskellige prøver (normalt tre) modner og kvalificerer i dette ingenmandsland helten, som i sidste fase vender sejrrigt tilbage med lovning på prinsessen og det halve kongerige (hjemme igen). Handlingsforløbet betegner således oftest en vandring fra det hjemmekendte (barnestadie) - gennem den ukendte natur, hvor helten møder hjælpere og modstandere (overgangsstadie). I kampen besejres de onde kræfter - og den nu ansvarsbevidste helt vender tilbage til samfundet igen (voksenstadie).
Lars Brix Frandsen
Tilbage til eventyrsiden