Tilbage til hovedsiden for folkeviser
1. Redselille og hendes kjær Moder,
de træder Guldvæven de haarde.
- Aa ja ja! -
De træder Guldvæven den haarde
2. Redselille hun reæder Guldvæven saa hårdt,
saa Mælken den ud af Brysterne sprang.
3. Og Moderen talte til Datteren sin:
"Hvi rinder der Mælk af Brysterne din'?"
4. "Det er ikke Mælk, eder syntes kun saa:
det er den Mjød, jeg drak i Gaar."
5. Hun smak Redselille paa hvideren Kind:
"Hvorfor vil du lyve for kjær Moder din?
6. Mjøden er brun, men Mælken er hvid,
de er ikke nær hinanden lig."
7. "Det gør ingen gode at dølge for dig:
Vidervold han haver lokket mig."
8. Og haver Hr. Vidervold forlokket dig,
saa haver du ej længer kjær Moder i mig.
9. Da vil jeg lade ham hænge,
og dig ud af Landet bortsende."
10. Redselille kaster om sig sin Kaabe saa blaa,
saa ganger hun hen, hvor Hr. Vidervold laa.
11. Hun banked på Døren med Fingrene smaa:
"Stat op, Vidervold, tag laasen fra!"
12. "Er du Redselille, Allerkjæreste min,
saa gjærne staar jeg op og lukker dig ind."
13. "Vidervold, Vidervold! min Moder er vred,
hun vil mig hverken høre eller se.
14. Hun vil lade dig hænge,
og mig ud af Landet bortsende."
15. "Slet ikke saa vil jeg hænge for dig,
ej heller skal du af Landet for mig.
16. Du samler alt dit røde Guld i Skrin,
imedens jeg sadler Graagangeren min!"
17. Han rev hendes Skørt i fire Stykker små,
dem bandt han på Hestens ben at gaa paa.
18. Han løfted Redselille til højen Hest,
saa red de af Gaarde, som de kunde bedst.
19. De red saa lettelig over dens Gaard,
saa de kunde ej høre hans Hestetraad.
20. De red saa lettelig over den Gade,
saa de kunde ej høre den Gestes Plade.
21. Han red saa lettelig over den Bro,
saa de kunde ej høre den Hestes Sko.
22. Og der de kom udi grønnen Lund,
da lysted Redselille at hvile en Stund.
23. Og der de kom i fageren Eng,
da lysted Redselille at rede en Seng.
24. "Jeg faar saa ondt i begge mine Sider,
saa jeg kan hverken gaa eller ride."
25. Hr Vidervold breder ud sin Kappe saa blå,
Redselille sig agter at hvile der paa.
26. "Min Moder hun havde vel Kvinderne fem:
Krist give, jeg havde den ringeste af dem!"
27. "Du binder et Klæde for øjnene mine!
saa vil jeg hjælpe dig, som var jeg en Kvinde."
28. "Før Manden skulde vide af Kvindens nød,
langt hellere vil jeg ligge i Engen død.
29. For oven det Bjerg der ligger et Slot:
der havde jeg døjet baade ondt og godt.
30. For neden det Slot der ligger en Bro:
der havde jeg slidt baade Strømper og Sko.
31. Alt under den Bro der rinder en Strøm:
Krist give, jeg havde en Drik udaf den!"
32. Hr Vidervold var altid sin Kæreste tro:
han hented hende Vand i hendes sølvspændte Sko.
33. Og da han kom alt til den Bro,
da hørte han den Nattergal lifligt at slaa.
34. Og da han kom til den grønne Strand,
da sad der en Nattergal i Træet og sang.
35. "Redselille hun ligger i grønnen Eng død,
med to små Sønner ud i hendes Skød."
36. Krist give, jeg vidste, om din Tale var sand!
saa vilde jeg mig drukne i dette Vand."
37. Da Hr Vidervold kom i grønnen Eng,
da var det jo sandt, som den Nattergal sang.
38. Redselille hun ligger i Lunden saa rød,
med to smaa Sønner udi hendes Skød.
39. Saa grov han en Grav saa dyb og saa lang,:
der gjorde han hendes Kirkegang.
40. Han grov en Grav baade dyb og bred,
og lagde Redselil og hendes Sønner ned.
41. Han tog Redselille med bløderen Haand,
og lagde hende udi Graven saa kold.
42. Han satte sit Sværd saa hart imod Sten,
og det gjorde ham udi hans Hjerte Men.
43. Han satte sit Sværd saa hart imod Jord,
og det rykte ham udi hans Hjerterod.
44. I røde Rosens Lund ligger fire Lig,
deres Sjæle de hviler i Himmerig.
- Aa ja ja! -
Deres Sjæle de hviler i Himmerig
Vejledende arbejdsspørgsmål til Redselille og Vidervold
Tilbage til hovedsiden for folkeviser
Lars Brix Frandsen