Tilbage til eventyrsidenDet er de færreste, der umiddelbart kan forklare, hvorfor folkeeventyr og lignende fabulerende tekster fascinerer. Umiddelbart
virker de stærkt episke handlingsforløb underholdende, men
det forklarer ikke, hvorfor de - næsten rituelt opbyggede eventyr
helt fra middelalderen og frem til i dag har haft - og stadig har så
stort et publikum. Børn som voksne, - alle læser med!
Én forklaring kunne være, at eventyret taler til "noget"
i mennesket, som alle kender til, og som ligger dybt i den enkelte, men
som denne måske har svært ved at tale om. Fiktionens "legestueverden"
giver mennesket mulighed for at få indblik, - uden at det behøver
at lægge alle personlige følelser på bordet . Den åbenlyst
fiktive form letter forståelsen for - og samtalen om ømtålelige
emner, for det er i eventyret aldeles "uvirkelige" mennesker,
der går så grueligt meget igennem. Og så er det hele jo
kun eventyr!!!
Selvom eventyret således distancerer de forskellige problemstillinger
fra den enkeltes personlige sfære, så er det dog ikke sådan,
at eventyret bare kører løs med psykologisk "sladderjournalistik"
i højeste gear. Så ville genren hurtigt miste interesse og
gå i sig selv igen. Eventyret er derimod sofistikeret læsning
- med udfordringer til såvel børn som voksne.
Det sofistikerede har med menneskets følelsesliv at gøre,
og dette område ligger sjældent direkte tilgængeligt.
Det er de færreste, der frivilligt udstiller indre konfliktforhold,
- og denne "praksis" følger eventyret. Eventyret giver
sig ikke ud for at ville forklare, - for at ville befamle psykens private
og sårbare land.
Det langt fra alle kræfter i det indre, som det enkelte menneske er
sig bevidst om. Det ser ud til, at eventyrgenren på en "smertefri"
måde konfronterer mennesket meden del af disse mere eller bevidste
kræfter. Der skal ofte en overordentlig stor og stærk lup til
at forstørre sjælelivets "mikroskopiske" og sarte
budskaber fra dybet op, så de bliver synlige. "Den
historiske" og "den strukturelle læsning"
hjælper ikke i denne henseende. Derimod bygger den psykologiske læsning
på den antagelse, at litteraturen i mere eller mindre fordækt
form rummer vidnesbyrd om indre og svært tilgængelige forhold.
Eventyrets fortryllede verden ses her som et billede på den menneskelige
psyke - og de kringelkrogede handlingsforløb som billeder på
en psykologisk udviklingshistorie. Den psykologiske læsning betragter
med andre ord en stor del af eventyrets fremtrædelsesformer som symboler
for personlige krise- og udviklingsforhold.
Eventyrene vrimler da også med dybe brønde, fortryllede dyr
og mennesker, forheksede steder, ritualiserede gentagelser og meget, meget
mere dunkelt dobbelttydigt. Med støtte / vildledning i Freuds drømmetydning,
Jungs symbolfortolkning, Fromm og andre psykoanalytikeres justeringer er
der grundlag for interessante læsninger af eventyrgenren.
Lars Brix Frandsen