Tilbage til eventyrsidenDen magiske realisme betegner en litteratur, der nok mest er kendt fra
en række nyere latinamerikanske prosaforfattere. Den verden, der skildres
heri, adskiller sig på afgørende vis fra det "gængse"
vesteuropæiske, rationalistiske og naturvidenskabelige livssyn. Derimod
er der mange træk i den magiske realisme, der afspejler tankegange,
vi kender fra eventyrgenren. F.eks. genkender vi
de mange fantastiske begivenheder, der - som i eventyret - beskrives som
var de helt dagligdags og naturlige. Vi undrer os ikke over de grænseoverskridelser,
der opløser de fysiske lovmæssigheder. Begrænsninger
knyttet til tiden og rummet kan - mere eller mindre udpræget - ophæves,
og al beregnelig sandsynlighed glemmes. Her kan samtaler med ånder
få stor betydning for konkrete menneskeskæbner.
Som i eventyret gennemstrømmer fortælleglæden, - og den
alvidende fortæller blander nutid med fortid og fremtid, tanker med
dialog og lader sine agerende personer udtrykke indre stemninger i voldsomme,
groteske og overraskende handlinger. Overdrivelser er en del af spillet,
og hele fremstillingen krydres med burleske og komiske træk - med
maleriske og eksotiske detaljer. Disse fabulerende træk skal dog sammenholdes
med den realisme i temaudvælgelsen, som har at gøre med en
social virkelighed, hvor mennesker elsker, bedrager, hader og handler i
aldeles "traditionel" betydning. Der bliver aldrig tale om ren
magi eller eventyr - eller om ren realisme, men netop om en veloplagt prosa:
magisk realisme.
Herhjemme kender vi bedst den fabulerende og eventyrlige genre fra Ib Michaels
forfatterskab. Det skorter ikke på fantastiske indslag i "Troubadurens lærling" fra 1984. Tid og
rum overskrides, og alfer, goblinger og magiske troldmænd fra senmiddelalderens
pestbefængte samfund blandes i det magiske univers sammen med 1980'ernes
postmoderne samfund, hvor moderne genforskere leger gud og skaber.
Også Peter Høeg har taget elementer fra den magiske realisme
med over i sit forfatterskab. Allerede i sin debut"roman" "Forestilling
om det tyvende Århundrede" røber han lidenskaben for det
fantastiske, og romanen belyser "netværk" gennem et helt
århundrede. I den opfølgende samling "noveller" "Fortællinger
om natten" samles opmærksomheden om en enkelt nat - den 20 marts
1929. Ni fortællinger kaster lys over denne mørke nat. I "Spejlbillede
af en ung mand i balance" tages spejlingsmetaforikken op til fornyet
bearbejdelse, og der citeres bredt, - bl.a. til eventyret og H.C.Andersen.
Har man først fået en splint af denne høegske fortælling
i øjet, ser verden noget anderledes ud - end set gennem forskønnende
butiksruder i storbyens fortravlede butikscenter. Høeg bruger magisk
glas!
Lars Brix Frandsen