Månen og solen

Man fortæller, at Maanen boede i Hus sammen med sin yngre Søster, Solen. De holdt meget af hinanden, og Maanen, som tilsidst fattede Elskov til sin Søster, begyndte at ligge hos hende om Natten. Men Solen vidste ikke, hvem det var, fordi han altid kom om Natten, naar der var mørkt i Huset. Men en Nat, da han laa hos hende, smurte hun Sod på hans Arm for at mærke ham, og således genkendte hun sin Elsker.
Solen betoges af Skam herover og gjorde sig straks klar til at flygte, idet hun tændte Ild i en Tørv, der var dyppet i Tran, og løb ud af Huset. Saa snart hun kom udenfor, løftede hun Faklen over sit Hoved og hævede sig op i Luften. Men Folk, som saa hende, raabte:
"Maanens Søster flyver, Maanens Søster flyver!"
Da Maanen hørte dette, tændte han også Ild i en Optændingstørv, løb ud, hævede sig i Luften og satte efter sin Søster.
Men Søsteren fløj hurtigere, og Maanens Tørv gik ud. Solen kom helt op til himlen, men Maanen standsede midt ude i Rummet, fordi hans Tørv slukkedes.
Således blev Maanen og Solen til. Solen varmer, fordi hendes Fakkel brænder endnu, og Maanen er kold, fordi hans gik ud.
Men endnu den Dag i Dag forfølger Maanen Solen oppe på Himlen.

Tilbage til eventyrsiden

Lars Brix Frandsen