Kunsteventyret er en anden gren af eventyrgenren.
Hvor folkeeventyret er anonym digtning, så fremstår
kunsteventyret som en forfatters værk. I langt de fleste kunsteventyr
trækker denne forfatter dog på folkeeventyrets forenklede fortællestil,
men større variation med hensyn til tema og konfliktløsning
kan udfolde sig. H.C.Andersens eventyr, som på mange måder tegner
udviklingen inden for romantikken i dansk digtning, rækker f.eks.
fra gendigtninger af kendte folkeeventyr til helt gennemgribende nyskabelser.
Kunsteventyrets tematik og problemløsning begrænser sig ikke
konsekvent til folkeeventyrets klassisk rene stil, idet en psykologiserende
og individualiserende personkarakteristik får rum for udfoldelse.
Stemninger, følelser af meget forskellig karakter (fra højstemt
lykkefølelse til dyb melankoli og livsangst) og filosofiske overvejelser
lægger endnu forskellige lag på eventyrgenrens
grundmodel. En større frihed giver forfatteren flere muligheder for
nuancering.
Hvor folkeeventyret afspejler et kollektivt livssyn, hvor helten vender
tilbage til samfundet for at videreføre traditionen, der fremstår
en del kunsteventyr mere tvetydige og eksperimenterende. Jeg'ets rolle er
ikke længere nødvendigvis entydig. Forfatteren eksperimenterer
ofte med det kunstneriske udtryk, - tager sig friheder og udfordrer traditionen
i folkeeventyret. Et skridt - eller to videre går "anti"eventyret,
som dukker op i begyndelsen af vort århundrede.
Kunsteventyr til belysning af genre og metode kunne være H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet" og "Klokken".
Lars Brix Frandsen