Tilbage til hovedsiden for folkeviserRidder holder under Buske
- der Tiden gøres mig så lang -
saa tager han til at ønske
Eja, hvad Sorrigen du est tung
"Herre Gud give, jeg maatte ønske saa
at jeg Kongens Datter faa"
Det hørte Dværgen, under Busken laa
"Det skal ret aldrig vorde saa"
Det mælte Dværgen under grønne Linde
"Hun skal ret aldrig vorde din"
Hør du Ridder hin rige,
vil du hid til mig ride.
Hvad da vil du give den mand,
der dig kan fly Kongens Datter til Hand?"
"Jeg vil give ham Guld of Sølv
at tage selv, mens han have vil."
"Hvad hedder den Jomfru rig,
der du bær for i Hjertet Kvide?"
"Den Jomfru hedder Jomfru Ermerig,
sig mig, hvor er du kommen hid?"
"Sig mig, hvad du er for en mand,
de ramme Runer skrive kan?
Jeg giver dig Guld saa rød
vil du fly mig den væne Mø."
"Rid bort, Ridder, sig det ingen Mand,
i Aften skal Jomfruen komme dig til Haand."
Bort red Ridder med saa frit et Mod,
efter stod den Dværg saa svigefuld.
Dværgen svøber sig Hoved i Skind
han ganger i Loft for sin Moder ind.
"Min kære Moder, I kender mig Raad,
hvor jeg skal Kongens Datter faa.
Hende haver giljet en Ridder rig,
Herre, hvor gerne jeg hannem sveg."
"Min kære Søn, glem ikke din Gang,
i Aften vil Jomfruen til Aftensang."
Han skrev Runer paa Spange,
som Jomfruen skulle over gange.
Han skrev Runer på Stie,
som Jomfruen skulle over ride.
Sildig om Aften, Dug faldt paa,
den Jomfru tog over sig Kaabe blaa.
Den Jomfru hun ville til Aftensang,
hun tog den Sti, til Bjerget rand.
Jomfruen ind ad Bjerget tren,
Dværgen rækker hende Haanden igen.
Dværgen rækker hende hviden Hand:
"Hvor er I kommen i disse fremmede Land?"
Det svared den Jomfru med sorrigfuld Sind:
"Jeg ved ret aldrig, hvor jeg er kommen her ind."
"I har eder en Ridder lovet,
og han har eder med Runer bedraget.
I har eder en Ridder fæst,
i Aften skal I være Dværgens Gæst."
Om Aftenen blev hun i Bjerget inde,
om Morgenen førte han hende til Moder sin.
Og det stod saa i otte Aar,
og hende rider Bejlere baade til og fra.
Hende rider Bejlere baade til og fra,
ingen kunne god Ansvar af hende faa.
Hende beder rige Konger fem,
og ingen vil hun have af dem.
Hende beder rige Grever ni,
og ingen vil hun have af de. -
Jomfru Ermerig og hendes Moder,
saa ene sidder de i deres Bure.
"Hør du, kære Datter min,
og hvi da falmer din favre Kind?
Hvi da falmer dine Kinder saa,
ligesom den Kvinde med Barne gaar?
Dig har bedet Konger og Grever rige,
hvi lader du ingen være din Lige?"
"Min kære Moder, vredes ikke ved,
al min Sorrig siger jeg eder.
Det duer ikke at dølge for dig,
den Dværgkonge har lokket mig.
Jeg har mig i Bjerget inde,
syv Sønner ved den Dværg saa fin.
Syv Sønner og end en Dotter,
jeg dem ret aldrig med Øjen saa."
Alt tænkte hun, de var ene to,
alt stod den Dværgkonge og lydde deroppaa
Og han slog hende med Elvertræ:
"Du skynd dig til Bjerget efter mig."
Og han slog hende med Elverrod:
"Du skynd dig til mit eget Bur."
Sildig om Aftenen, Dug drev paa,
den Jomfru tog over sig Kaabe blaa
Den Jomfru tog over sig Kaabe blaa,
til hendes Faders Loft saa monne hun gaa.
Hun kalpped paa Loftsdør med sit Skind:
"Good Nat, kære Fader og Moder min.
God Nat, Fader og Moder,
min Søster og min Broder.
Og dertil Venner flere,
I ser mig aldrig mere.
Og signe eder Krist hin rige
og Venner og Frænder tillige.
Og signe eder alt det Gud har skabt,
og bedre Lykke saa var min agt."
Saa saare da randt hende Taare paa Kind
der hun skulde skilles fra Moder sin.
Saa slog hun over sig Skarlagenskind,
saa sorrigfuld gaar hun i Bjerget ind.
Den Jomfru ind i Bjerget treen,
hendes syv Sønner gaaar hende igen.
Den yngste gaar hende grædende imod,
den ældste sætter hende hynde og Stol.
"Hør I, kære Moder min,
hvi da røbte I Fader min?"
Saa saare da randt hende Taare på Kind,
hun gad ikke svaret Sønner sine.
Hun gad dem ikke svaret for Sorrig og Nød,
- der Tiden gøres mig saa lang -
og end før Midnat var hun død.
Eja, hvad Sorrigen du est tung.
Vejledende arbejdsspørgsmål til Jomfruen og Dværgkongen
Tilbage til hovedsiden for folkeviser
Lars Brix Frandsen