Tilbage til eventyrsidenInden for det eventyrlige findes der en del genrer, der mere eller mindre direkte lader sig inspirere af folkedigtningen og det fantastiske. De "traditionelle" eventyr bygger på relativt fasttømrede aftaler mellem fortælleren / forfatteren og lytteren / læseren, og der er en gensidig overenskomst om forventeligt indhold. De fleste accepterer de spilleregler og modeller, der i forskelligt omfang sætter de fysiske love og rationelle forklaringer ud af kraft til fordel for mere fantastiske og eventyrlige handlingsforløb.
Der findes dog også en lang litterær tradition for mere indirekte at lade sig "inspirere" at det eventyrlige. Eventyrtræk kan - mere eller mindre tydeligt - dukke op i forskellige andre genrer og således, hvis man ellers opdager det, påkalde sig forøget opmærksomhed netop på grund af det overraskende brud på fremstillingen. Den magiske realisme kan med god ret kaldes en hybridform, men forfatteren vedkender sig her direkte sit udgangspunkt - og blander lystigt både realitet og magi.
Man vil også kunne se, at den fantastiske fortælling læner sig op ad legende- og mytestof og således måske fortæller en helt anden historie - end erfaret ved første gennemlæsning. En helt tredje - og ligeså fordækt måde at fortælle en eller flere historier på en gang på går gennem at udnytte allusionstræk. Her er det nødvendigt for læseren at kende til det "litterære" forbillede - for at få det rette udbytte af læsningen. Folkeeventyret tilbyder her en struktur og en tematik, som mange moderne forfattere udnytter. Klaus Rifbjerg alluderer f.eks. i sin nyrealistiske udviklingsroman "Tak for turen" til folkeeventyret i almindelighed og til "Prinsessen på glasbjerget" i særdeleshed.
Lars Brix Frandsen