Tilbage til hovedsiden for folkeviser
1. Vor kong' og unge dronning
de sejlede dennem over hav:
der blev deres skib på vanden holdet,
de kunne ikke børen få.
- Så fløj han over ad rine. -
2. "Er her noget under vandet,
som skibet holde må:
jeg giver eder både guld og sølv,
I lader mig børen få."
3. "Du haver ikke guld eller sølv,
som dertil hjælpe må:
det er alt under din linde,
der jeg mon efter trå."
4. "Jeg haver ikke under min linde,
foruden min' nøgle små:
kommer jeg levende til lande,
jeg lader mig andre slå."
5. Så tog hun de nøgler små,
hum kasted dennem udi strand:
de fik bør hin blide,
de sejlede så glad til land.
6. Dronningen hun ganger på hviden sand,
og hun fik fuldstor harm:
hun følte Germand Gladensvend,
og han var kveg i barm.
7. Det var ikke derefter
foruden måned fem:
dronning hun ganger i hovedloft,
hun fødte en svend så væn.
8. Fødte blev han om aften,
og kristned de hannem om nat:
de kaldte hannem Germand Gladensvend,
de dulgte hannem, me'n de mått'.
9. Så vel han vokste, så vel han trevedes,
sin hest kunne han vel ride:
hver sind han sin moder så,
så såre da monne hun kvide.
10. "I vider det mig, kær moder min,
og hvad jeg vil eder bede:
hvi græder I så jammerlig,
hver sind I mig ser?"
11. "Hør du, Germand Gladensvend,
jeg må vel for dig kvide:
du varst dig så liden,
du varst trolden given."
12. "Hører I det, kære moder min,
I lader bortfare eders vånde:
hvad lykke Gud mig give vil,
det formén mig ingen mand."
13. Det var om en torsdag morgen,
så årlig om den høst:
åben da stod den fruestuedør,
der kom så væn en røst.
14. Ind da kom den lede gam,
han sættes den frue så nær:
"Mindes eder det, allerkæreste min,
hvad I haver givet mig?"
15. Hun svor om Gud, hun svor om mænd,
og alt, hun sværge måtte:
hun vidste sig hverken datter eller søn,
der hun i verden åtte.
16. Bort da fløj den lede gam,
han gav så slemt et skrig:
"Hvor jeg finder Germand Gladensvend,
da er ahn given mig."
17. Da han var fulde XV år,
da lysted hannem en jomfru at love:
konningens datter af Engeland,
den allerskønneste jomfru.
18. Så såre da måtte han længes
bort til sin mø:
"Min kære moder, I låner mig eders fjederham,
me'n jeg flyver bort under ø."
19. "De vinger de ere så brede,
de ere så vide om by:
lever jeg mig til sommer,
jeg lader mig gøre en ny."
20. Han satte sig i sin fjederham,
han fløj alt så trøst:
der han kom midt på sund,
der hørte han gammerøst.
21. "Vær velkommen, Germand Gladensvend,
så vel da kender jeg dig:
du varst alt så liden,
der du varst given mig."
22. "Du lad mig flyve, du lad mig fare,
alt bort til min fæstemø:
først jeg kommer tilbage udi-gen,
vi findes vel under ø."
23. "Da skal jeg dig mærke,
alt hvor du flyver frem:
men hvor du kommer blandt ridder og svend,
og kende så vil jeg dig."
24. Han hug udaf hans højre øje,
drak halvt hans hjerteblod:
end fløj han til jomfruens bur,
for viljen hun var god.
25. Han satte sig på de tinde
så gusten og så bleg:
alle de jomfruer, i buret var,
de tabte både skæmt og leg.
26. Alle da sad de stolte jomfruer,
gav det dog lidet i gem:
foruden stolten Sølverlad,
hun kasted både saks og søm.
27. Hun tog ud en sølverkam,
hun kæmte hans favre hår:
hver en lokke, hun redte,
hun fældet så modig tåre.
28. Hver en lokke, hun redte,
hun fælded så modig tåre:
alt banded hun hans moder,
hans lykke havde gjort så hårde.
29. "Hør I det, jomfru Sølverlad,
I bander ikke moder min:
hun kunne det intet i volde,
så krank var lykken min."
30. Han satte sig i sin fjederham,
og så fløj han derfra:
hun satte sig i en anden,
hun monne fast efter gå.
31. Alle de fugle, hun så,
dennem klipped hun alle så små:
foruden den lede gam,
hannem kunne hun ikke nå.
32. Det var jomfru Sølverlad,
hun fløj ud med den strand:
hun fandt ikke af Germand Gladensvend,
foruden hans højre hånd.
- Så fløj han over ad rine. -
Vejledende arbejdsspørgsmål til Germand Gladensvend
Tilbage til hovedsiden for folkeviser
Lars Brix Frandsen