Tilbage til eventyrsidenForord: Følgende fremstilling giver et overblik over forskellige litterære genrer, der i deres indhold og form er præget af det eventyrlige. Det eventyrlige spænder vidt - fra særdeles gamle, korte og "simple" mundtlige overleveringer til mere moderne og sofistikerede prosaværker. Fælles for de forskellige "litterære" udtryk er det, at de gerne vil fortælle en god historie.
På siden her præsenteres eventyrgenren som én fortløbende tekst, - men det er også muligt at klikke sig ind på et udvalgt område. Følgende områder indgår i den samlede tekst om eventyrgenren: folkeeventyret, kunsteventyret, anti-eventyret, den fantastiske fortælling, magisk realisme og hybridformer med eventyrtræk.
Eventyret har som myterne, sagnene , legenderne og fablerne med mundtlig
overlevering og folkedigtningen at gøre. Der
findes mange forskellige typer eventyr - men på trods af mangfoldigheden
er det alligevel fællestrækkene, der falder i øjnene.
Børn som voksne, - alle genkender eventyret! Selv om de "oprindelige"
eventyr er gået fra mund til mund, og således har haft al mulig
grund til at forandre sig - og lade sig smitte af tid og omgivelser, så
ser det ud til, at der inden for eventyrgenren har været et "indbygget"
filter, der automatisk har sorteret fordtyrrende "fremmedelementer"
væk. Kun det essentielle - eller kernen står tilbage, og det
er sjældent svært for modtageren at sætte sig ind i det
eventyrlige rum og tage del i løjerne.
"Klassikeren" inden for eventyrgenren er folkeeventyret. Hvor
det oprindelig stammer fra vides ikke med bestemthed, for de "samme"
eventyr findes i forskellige kulturer. Litteraturforskere regner dog med,
at genren er kommet til Europa østfra, og forskerne sætter
oprindelsestidspunktet til middelalderen. Middelalderens samfundshierarki
befolker da også stadig de mange folkeeventyr - med konger, prinsesser,
adel og munke.
Folkeeventyrene kendetegnes ved at være stereotype i opbygning, men
selv om fællestrækkene er iøjnefaldende, så er
det muligt at opdele mere fintmasket i fem undergrupper: - dyreeventyr,
egentlige eventyr, skæmteeventyr, formelagtige eventyr og uklassificerede
eventyr. Fremstillingen her vil centrere sig om de egentlige eventyr, som
igen kan underinddeles i fire grupper: - trylleeventyr, legendeagtige eventyr,
novelleagtige eventyr og eventyr om dumme kæmper og trolde. Trylleeventyret
udgør den største og den vigtigste del og opfattes af de fleste
som det egentlige eventyr.
Folkeeventyret - eller trylleeventyret er som ovenfor nævnt bygget stereotypt op. Det er stort set de samme motivvalg, den samme komposition og den samme fortællestil, der råder. "Der var engang ..." markerer indgangsreplikken, og lytteren - eller i dag nærmere læseren slapper af, for nu venter en eventyrlig rejse ind i et univers, hvor der lurer fantastiske hændelser, mystiske og overnaturlige væsner, fortryllede personer / dyr, uigennemskuelige prøver og anden besværlighed gennem uvejsomt terræn. Det hele er dog ikke så uhyggeligt, som det kunne lyde til, for mellem fortælleren og lytteren / læseren er der en ubrydelig aftale om, at det hele ender godt til slut. Så skabelonagtigt er folkeeventyret opbygget.
Folkeeventyrets struktur er let at genkende. En strukturel læsning vil kunne påvise de mange fællestræk, der skabelonagtigt ligger til grund for folkeeventyrets opbygning. Vi følger helten fra opbruddet med hjemmet - og ser ham rejse gennem en uvejsom natur med forskellige prøver - for til slut at overvære den sejrrige helts hjemkomst med palmerne i hænderne (prinsessen og det halve kongerige).
Folkeeventyrets styrke ligger i det klare og entydige, det typiske og det forventede. Derfor er der i skildringen af personer og miljøer ikke brugt energi på individualisering. Vi befinder os i en abstrakt verden, hvor præcis angivelse af tid og sted mangler (engang i et land ...), personerne handler i overensstemmelse med de episke love (faste roller og regler), og deres adfærd er i det hele taget forudsigelig. Læseren af eventyret er indforstået med disse stereotype træk - og accepterer overnaturlige og rituelle begivenheder. Det falder således naturligt, at blomsterne kan tale og dyrene give gode råd. Læseren accepterer de gentagende og besværgende handlinger, for vi er i eventyrets univers!
Selv om folkeeventyret stammer fra middelalderen, og selv om der ikke er foretaget de store forandringer i fortællemåde og indhold, så virker teksterne "underligt" autentiske og fascinerende på den nutidige læser. En historisk læsning vil selvfølgelig kunne give den kulturhistorisk interesserede læser en del indsigt i middelalderens værdibegreber og dagligdag, men det er nok især de mange fællesmenneskelige erfaringer, der uafhængigt af tid giver den moderne læser af folkeeventyret blod på tanden. Læseren lever sig ind i de konflikter, som eventyrhelten gennemløber. En psykologisk læsning kan derfor åbne for en helt anden tekst, der pludselig ikke omhandler middelalderlige helteroller, men grundliggende menneskelige udviklingsbetingelser. Da kriseforståelse og krisebearbejdelse altid har haft stor betydning for mennesket, er det ikke så underligt, at netop folkeeventyret med dets kontakt til det almene, det folkelige og det nære har vakt - og stadig vækker interesse.
Folkeeventyrets symbolverden aktiverer til forståelse for almenmenneskelige
udviklingsbetingelser, og i litteraturen, der følger efter de "klassiske"
eventyr, er der da også en del eventyrtræk, der får lov
til at leve videre. Symbolernes underfundighed og
billedsprogets tvetydigheder genfinder vi - mere eller mindre eventyrligt
- i litteraturen helt frem til i dag. Én litterær genre, der
ligger broderligt nær folkeeventyret, er kunsteventyret, der dukker
op i begyndelsen af 1800-tallet.
"
Gode folkeeventyr til belysning af genre og metode kunne være "Prinsessen
på glasbjerget", "Tornerose", og "Slangen og den
lille pige"
Kunsteventyret er en anden gren af eventyrgenren. Hvor folkeeventyret
er anonym digtning, så fremstår kunsteventyret som en forfatters
værk. I langt de fleste kunsteventyr trækker denne forfatter
dog på folkeeventyrets forenklede fortællestil, men større
variation med hensyn til tema og konfliktløsning kan udfolde sig.
H.C.Andersens eventyr, som på mange måder tegner udviklingen
inden for romantikken i dansk digtning, rækker f.eks. fra gendigtninger
af kendte folkeeventyr til helt gennemgribende nyskabelser. Kunsteventyrets
tematik og problemløsning begrænser sig ikke konsekvent til
folkeeventyrets klassisk rene stil, idet en psykologiserende og individualiserende
personkarakteristik får rum for udfoldelse. Stemninger, følelser
af meget forskellig karakter (fra højstemt lykkefølelse til
dyb melankoli og livsangst) og filosofiske overvejelser lægger endnu
forskellige lag på eventyrgenrens grundmodel. En større frihed
giver forfatteren flere muligheder for nuancering.
Hvor folkeeventyret afspejler et kollektivt livssyn, hvor helten vender
tilbage til samfundet for at videreføre traditionen, der fremstår
en del kunsteventyr mere tvetydige og eksperimenterende. Jeg'ets rolle er
ikke længere nødvendigvis entydig. Forfatteren eksperimenterer
ofte med det kunstneriske udtryk, - tager sig friheder og udfordrer traditionen
i folkeeventyret. Et skridt - eller to videre går "anti"eventyret,
som dukker op i begyndelsen af vort århundrede.
Kunsteventyr til belysning af genre og metode kunne være H.C.Andersens eventyr "Fyrtøjet" og "Klokken".
"Anti"eventyret forholder sig langt fra stringent til de episke love, som folkeeventyret og til dels kunsteventyret
bekender sig til. Derimod tolkes der videre på de livsbetingelser,
som gælder for mennesket i almindelighed - og for det moderne menneske
i det 20. århundrede i særdelsehed. Som den
psykologiske læsning af folkeeventyret vil kunne vise, så
problematiseres menneskets udviklingsbetingelser og identitetsfølelse.
Det er ikke altid let at komme videre, men folkeeventyret sandsynliggjorde,
at det kunne betale sig at gøre et forsøg. I folkeeventyret
ligger en løsningsmodel nemlig inden for rækkevidde, og selv
om samfundet kan være nok så uretfærdigt, så kan
helten ved "enkle" midler kvalificere sig og finde mening i livet
- og derfor også bære traditionen videre.
Sådan går det ikke i "anti"eventyret, hvor samfundet
ikke bare fremstår uretfærdigt, men også usammenhængende
og meningsløst. Normer og værdier står for fald, - og
krisen for den enkelte, som i folkeeventyret var momentant knyttet til en
speciel periode i menneskets udvikling, opfattes i "anti"eventyret
som værende et alment livsvilkår og derfor permanent. Hvis der
således overhovedet bliver tale om en "forløsning"
i "anti"eventyret, så ligger den i selvopgivelsen, ligegyldigheden
og lettelsen via ansvarsfornægtelsen. Pär Lagerkvist har i sine
"Onda Sagor" fra 1924 givet et præcist billede af heltens
rolle i et moderne samfund præget af værdisammenbrud og nihilisme.
Det er langt fra nogen let og meningsfuld opgave for den unge generation
at føre "traditionen" videre, så derfor dukker usikkerheden
og især angsten op som grundvilkår. "Anti"eventyret
ender i sin konsekvens heraf - og i modsætning til folkeeventyret
- ulykkeligt! Gode svenske bidrag til forståelse for "anti"eventyret
kunne være Pär Lagerkvists prosastykker "Far och jag",
"En hjältes död" og "Prinsessan
och hela riket" fra "Onda sagor".
Eventyrgenren - og dermed den folkelige fortælling - finder mange
spændende og "mystiske" udtryk - også her i Danmark.
Et sådant litterært udtryk er den fantastiske fortælling
, der omkring 1960'er modernismen forbinder helt elementære eventyrtræk
med en ironisk, veloplagt og symbolladet prosa. Selvom vi stadig møder
fortryllede eventyrriger med konger og prinser, så skildrer den fantastiske
fortælling også dagligdagens 60'er-samfund - godt nok i lettere
grotesk, absurd og fantastisk udgave. Velfærdsdanskerens livsprojekter
er ikke længere så indlysende, - og den søgeproces, der
skulle resultere i erfarings- og identitetsdannelse, ser ud til at skulle
mislykkes - eller i bedste fald fortsætte i det uendelige. Villy Sørensen
giver i sine "Sære fortællinger", i sine "Ufarlige
historier" og i sine "Formynderfortællinger" eventyrlige
eksempler på, at livet ikke er helt ufarligt og ligetil. "Det
ukendte træ" er et "sært" eventyr - med masser
af "fantastisk" og tidstypisk symbolik. "De
to tvillinger" er en anden Villy Sørensen-fortælling
(1953), - som beskriver identitets- og udviklingsforstyrrelserne efter den
dæmoniske splittelse.
Også Peter Seeberg benytter sig af eventyrtræk i sine fantastisk-absurde
fortællinger. "Heltene" leder og leder, men uden at komme
til endegyldige resultater. I novellesamlingen "Eftersøgningen"
fra 1962 møder vi forstadsmenneskets jagt på identitet. Eventyrlandskabet
er blevet til storbyens mange offentlige pladser, til forstadsmiljøets
betoneksplosioner og det isolerede liv i kernecellerne. "Samværet"
med medmennesket er blevet forvandlet til ensomhedsfølelse og fremmedgørelse,
og den ubestemmelige angst i eksistentialistisk forstand råder. I
novellen "Kapitulation" søger
Tvis en "lille ting, han havde glemt".
Selv om den fantastiske fortælling momentvis minder om en virkelighedsnær
og realistisk prosa, så sønderrives illusionen på flere
områder - i nogle fortællinger mere åbenlyst end i andre.
"Fortællingen har her forladt det ydre realistiske rum og udspiller
sig i stedet i et klart symbolsk og psykologisk rum. Også stilen lægges
om - i retning af ironi og humor. Disse ændringer er en slags kunstnerisk
svar på usikkerheden i virkelighedesoplevelsen. Man søger at
stille problemerne op på en ny måde" (Litteraturhåndbogen
s. 311)
Den magiske realisme betegner en litteratur, der nok mest er kendt fra
en række nyere latinamerikanske prosaforfattere. Den verden, der skildres
heri, adskiller sig på afgørende vis fra det "gængse"
vesteuropæiske, rationalistiske og naturvidenskabelige livssyn. Derimod
er der mange træk i den magiske realisme, der afspejler tankegange,
vi kender fra eventyrgenren. F.eks. genkender vi de mange fantastiske begivenheder,
der som i eventyret beskrives som var de helt dagligdags og naturlige. Vi
undrer os ikke over de grænseoverskridelser, der opløser de
fysiske lovmæssigheder. Begrænsninger knyttet til tiden og rummet
ophæves, - og al beregnelig sandsynlighed glemmes. Her kan samtaler
med ånder få stor betydning for konkrete menneskæbner.
Som i eventyret gennemstrømmer fortælleglæden, - og den
alvidende fortæller blander nutid med fortid og fremtid, tanker med
dialog og lader sine agerende personer udtrykke indre stemninger i voldsomme,
groteske og overraskende handlinger. Overdrivelser er en del af spillet,
og hele fremstillingen krydres med burleske og komiske træk - med
maleriske og eksotiske detaljer. Disse fabulerende træk skal dog sammenholdes
med den realisme i temaudvælgelsen, som har at gøre med en
social virkelighed, hvor mennesker elsker, bedrager, hader og handler i
aldeles "traditionel" betydning. Der bliver aldrig tale om ren
magi eller eventyr - eller om ren realisme, men netop om en veloplagt prosa:
magisk realisme.
Herhjemme kender vi bedst den fabulerende og eventyrlige genre fra Ib Michaels
forfatterskab. Det skorter ikke på fantastiske indslag i "Troubadurens lærling" fra 1984. Tid og
rum overskrides, og alfer, goblinger og magiske troldmænd fra senmiddelalderens
pestbefængte samfund blandes i det magiske univers sammen med 1980'ernes
postmoderne samfund, hvor moderne genforskere leger gud og skaber.
Også Peter Høeg har taget elementer fra den magiske realisme
over i sit forfatterskab. Allerede i sin debut"roman" "Forestilling
om det tyvende Århundrede" røber han lidenskaben for det
fantastiske, og romanen belyser "netværk" gennem et helt
århundrede. I den opfølgende samling "noveller" "Fortællinger
om natten" samles opmærksomheden om en enkelt nat - den 20 marts
1929. Ni fortællinger kaster lys over denne mørke nat. I "Spejlbillede
af en ung mand i balance" tages spejlingsmetaforikken op til fornyet
bearbejdelse, og der citeres bredt, - bl.a. til eventyret og H.C.Andersen.
Har man først fået en splint af denne høegske fortælling
i øjet, ser verden noget anderledes ud - end set gennem forskønnende
butiksruder i storbyens fortravlede butikscenter. Høeg bruger magisk
glas!
Som det kan ses ud fra ovennævnte, så findes der en del genrer, der mere eller mindre direkte lader sig inspirere af folkedigtningen og det eventyrlige. Ovenstående markerer relativt fasttømrede genrer, hvor der mellem fortælleren / forfatteren og lytteren / læseren er en gensidig overenskomst om forventeligt indhold.De fleste accepterer de spilleregler, der i forskelligt omfang sætter de fysiske love og almindelig rationel forklaring ud af kraft til fordel for mere fantastiske og eventyrlige handlingsforløb.
Der findes dog også en lang litterær tradition for mere indirekte at lade sig "inspirere" at det eventyrlige. Eventyrtræk kan - mere eller mindre tydeligt - dukke op i forskellige andre genrer og således, hvis man ellers opdager det, påkalde sig forøget opmærksomhed netop på grund af det overraskende brud på fremstillingen. Den magiske realisme kan med god ret kaldes en hybridform, men forfatteren vedkender sig her derekte sit udgangspunkt - og blander lystigt både realitet og magi.
Vi har også set, at den fantastiske fortælling læner sig op ad legende- og mytestof og således måske fortæller en helt anden historie - end erfaret ved første gennemlæsning. En helt tredje - og ligeså fordækt måde at fortælle en eller flere historier på en gang går gennem at udnytte allusionstræk. Her er det nødvendigt for læseren at kende til det "litterære" forbillede - for at få det rette udbytte af læsningen. Folkeeventyret tilbyder her en struktur og en tematik, som mange moderne forfattere udnytter. Klaus Rifbjerg alluderer f.eks. i sin nyrealistiske udviklingsroman "Tak for turen" til folkeeventyret i almindelighed og til "Prinsessen på glasbjerget" i særdeleshed.
Lars Brix Frandsen