Tilbage til eventyrsiden"Klassikeren" inden for eventyrgenren
er folkeeventyret. Hvor det oprindelig stammer fra vides ikke med bestemthed,
for de "samme" eventyr findes i forskellige kulturer. Litteraturforskere
regner dog med, at genren er kommet til Europa østfra, og forskerne
sætter oprindelsestidspunktet til middelalderen. Middelalderens samfundshierarki
befolker da også stadig de mange folkeeventyr - med konger, prinsesser,
adel og munke.
Folkeeventyrene kendetegnes ved at være stereotype i opbygning, men
selv om fællestrækkene er iøjnefaldende, så er
det muligt at opdele mere fintmasket i fem undergrupper: - dyreeventyr,
egentlige eventyr, skæmteeventyr, formelagtige eventyr og uklassificerede
eventyr. Fremstillingen her vil centrere sig om de egentlige eventyr, som
igen kan underinddeles i fire grupper: - trylleeventyr, legendeagtige eventyr,
novelleagtige eventyr og eventyr om dumme kæmper og trolde. Trylleeventyret
udgør den største og den vigtigste del og opfattes af de fleste
som det egentlige eventyr.
Folkeeventyret - eller trylleeventyret er som ovenfor nævnt bygget stereotypt op. Det er stort set de samme motivvalg, den samme komposition og den samme fortællestil, der råder. "Der var engang ..." markerer indgangsreplikken, og lytteren - eller i dag nærmere læseren slapper af, for nu venter en eventyrlig rejse ind i et univers, hvor der lurer fantastiske hændelser, mystiske og overnaturlige væsner, fortryllede personer / dyr, uigennemskuelige prøver og anden besværlighed gennem uvejsomt terræn. Det hele er dog ikke så uhyggeligt, som det kunne lyde til, for mellem fortælleren og lytteren / læseren er der en ubrydelig aftale om, at det hele ender godt til slut. Så skabelonagtigt er folkeeventyret opbygget.
Folkeeventyrets struktur er let at genkende. En strukturel læsning vil kunne påvise de mange fællestræk, der skabelonagtigt ligger til grund for folkeeventyrets opbygning. Vi følger helten fra opbruddet med hjemmet - og ser ham rejse gennem en uvejsom natur med forskellige prøver - for til slut at overvære den sejrrige helts hjemkomst med palmerne i hænderne (prinsessen og det halve kongerige).
Folkeeventyrets styrke ligger i det klare og entydige, det typiske og det forventede. Derfor er der i skildringen af personer og miljøer ikke brugt energi på individualisering. Vi befinder os i en abstrakt verden, hvor præcis angivelse af tid og sted mangler (engang i et land ...), personerne handler i overensstemmelse med de episke love (faste roller og regler), og deres adfærd er i det hele taget forudsigelig. Læseren af eventyret er indforstået med disse stereotype træk - og accepterer overnaturlige og rituelle begivenheder. Det falder således naturligt, at blomsterne kan tale og dyrene give gode råd. Læseren accepterer de gentagende og besværgende handlinger, for vi er i eventyrets univers!
Selvom folkeeventyret stammer fra middelalderen, og selv om der ikke er foretaget de store forandringer i fortællemåde og indhold, så virker teksterne "underligt" autentiske og fascinerende på den nutidige læser. En historisk læsning vil selvfølgelig kunne give den kulturhistorisk interesserede læser en del indsigt i middelalderens værdibegreber og dagligdag, men det er nok især de mange fællesmenneskelige erfaringer , der uafhængigt af tid giver den moderne læser af folkeeventyret blod på tanden. Læseren lever sig ind i de konflikter, som eventyrhelten gennemløber. En psykologisk læsning kan derfor åbne for en helt anden tekst, der pludselig ikke omhandler middelalderlige helteroller, men grundlæggende menneskelige udviklingsbetingelser. Da kriseforståelse og krisebearbejdelse altid har haft stor betydning for mennesket, er det ikke så underligt, at netop folkeeventyret med dets kontakt til det almene, det folkelige og det nære har vakt - og stadig vækker interesse. Folkeeventyret "masserer" folkesjælen - og skaber forbindelse mellem det fælles/almene og de individuelle udviklingsbetingelser: det indre/psyken.
Folkeeventyrets symbolverden aktiverer til forståelse
for almenmenneskelige udviklingsbetingelser, og i litteraturen, der følger
efter de "klassiske" eventyr, er der da også en del eventyrtræk,
der får lov til at leve videre. Symbolernes underfundighed og billedsprogets
tvetydigheder genfinder vi - mere eller mindre eventyrligt - i litteraturen
helt frem til i dag. Én litterær genre, der ligger broderligt
nær folkeeventyret, er kunsteventyret, der
dukker op i begyndelsen af 1800-tallet.
"
Gode folkeeventyr til belysning af genre og metode kunne være "Prinsessen
på glasbjerget", "Tornerose",
og "Slangen og den lille pige"
Lars Brix Frandsen