Allusionstræk

Klaus Rifbjergs ungdomsroman - eller nyrealistiske udviklingsroman "Tak for turen" - kan ses som et eksempel på et værk, der benytter sig af allusionen som virkemiddel. Værket læner sig stærkt op ad en anden fiktiv tekst, ja, op ad en hel genre: Rifbjerg skriver en allusion på et folkeeventyr. I tilfældet "Tak for turen" er det tydeligt, at Rifbjerg har haft folkeeventyrets tematik i almindelighed - og "Prinsessen på glasbjerget" i særdeleshed i tankerne. Ikke sådan at forstå, at han citerer direkte fra eventyret, men mere på grund af hans bevidste udnyttelse af de muligheder, som de episke love, symbolsproget og eventyrgenren leverer. Nu er eventyrlandet skiftet ud med efterkrigstidens (1947) danske samfund, og den "umulige" Esben Askepuster med Timmer.
Det er klart, at allusionen kun har effekt, hvis læseren har kendskeb til den tekst, der alluderes til. Man kan læse langt ind i "Tak for turen", før man opdager, at der henvises til andre tekster. Rifbjergs nyrealisme gemmer i første omgang de mange referencer, for vi møder jo blot et gruppe danske skoleelever - sådan på vej til Sverige. Langt inde i teksten dukker mystiske væsner (en same) op, og på s. 164 nævnes direkte "jomfruen på glasbjerget". På s. 170 hører vi om "dværgene på vej hjem fra minen", og de har "søgt skatten dybt i bjerget". Snehvide dukker således op i læserens bevidsthed. Med disse direkte henvisninger til folkeeventyrets verdensbillede bliver det klart for læseren, at det er tid til at vende tilbage til romanens begyndelse - for nu at få alle henvisninger og betydninger med. Med Timmer som Esben Askepuster, der møder vokenverdenens foragt i sin kamp på at opbygge identitet, er der pludselig masser at nyt stof at opspore.
En nærlæsning af "Tak for turen" - kapitel for kapitel - vil synliggøre de utallige paralleller og finesser, som Rifbjerg opbygger og tillægger betydning. Eksempler på allusionstræk ses allerede i 1.kapitel, hvor Timmer og Bonke forlader barneverdenens skole, men endnu ikke forstår den kunst at benytte sig af fremdriftens hjælpemiddel, her cyklen, der "skramler i kædekassen". Indre skramlerier gør ondt, især når voksenverdenen så åbenlyst og behændigt spotter og regerer. Timmer føler sig som Esben Askepuster hensat til pejsekrogen, hvor grødlavningen nu bare er blevet erstattet med askeudbringning og almindelig tjenervirksomhed i forbindelse med fremskaffelse af æblemos fra den dybe viktualiekælder. Sikke en kældertilværelse, - hvor livet ellers kunne have været en værdig og begyndende voksen-tilværelse!
Som i eventyret får Timmer dog muligheden for at kvalifisere sig, og en psykologisk læsning giver interessante bud på de mange vanskeligheder, der skal overvindes, før Timmer kan vende tilbage til prinsessen og det halve kongerige. Temaet vil i forlængelse at denne læsning blive til en fokusering på identitetsdannelse, modningsproces og almindelig udvikling i puberteten. Rifbjergs roman er et orgie af symboler, der alle kredser om det helt eventyrlige forhold, at vi alle skal videre - koste hvad det vil!

Tilbage til eventyrsiden

 Lars Brix Frandsen