Tilbage til hovedsiden for folkeviser
1. Ville I lyde og høre,
hvorledes jeg kvæder visen fram;
og hvor hin liden Kirstin
al hendes sorrig af kom.
- Der al vor sorrig måtte vel fordrives! -
2. Først døde jomfruens fader,
og så døde jomfruens moder,
og så døde junker Villum,
jomfruens yngste broder.
3. Så bad hender til en liden svend,
han hedte Knud af Borrig;
han leved med hende så stakket en stund,
deraf yppes jomfruens sorrig.
4. Det var liden Knud af Borrig,
han ganger i kælderen ind,
først smaged han den brune mjød,
og så den klare vin.
5. Først smaged han den brune mjød,
og så den klare vin:
"Beder vi Sommer konning
til begges vor bryllup ind!"
6. Det svared liden Kirstin,
hun var en rosenblomme:
"Beder I Sommer konning hjem,
det bliver eder lidet til fromme."
7. De ord var ikke enarer' sagt
og vart ikke talet til ende,
førend han Sommer konning
hans hest i gården rendte.
8. Så satte de hans folk til bords,
som de kunde allerbedst;
og satte de Sommer konning
bruden allernæst.
9. Det var Sommer konning,
bukker over breden bord;
han talte til liden Kirstin
så mangt et udydeligt ord.
10. "Hør I det, liden Kirstin!
Vil I følge mig af land,
da vil jeg slå liden Knud ihjel
og tåle for eder den vand'."
11. "Slår I liden Knud ihjel,
da skal I mig ligevel miste;
da skal jeg sørge mig selv ihjel
som liden fugl på kviste."
12. Det var liden Knud af Borrig,
han ganger ad gulvet frem;
hver gang han til bruden så,
hender tåre på kinden randt.
13. Det var liden Knud af Borrig,
han bukker over breden bord;
han taled til den unge brud
så mangt en dydeligt ord.
14. "Høre I det, liden Kirstin,
hvi gøres eders kinder så blege?
Haver I det af harpeslæt
eller af pibeleg?"
15. "Det er ikke af harpeslet,
ikke heller af pibeleg;
jeg sørger for eder, min ædelige herre,
Sommer konning vil eder svige."
16. "Høre I det, liden Kirstin,
I skal ikke sørge så såre;
jeg skal gange i højeloft,
drage på der brynjen hårde."
17. For gik liden Knud af Borrig
i silketrøjen grøn;
efter ganger Sommer konning
med tredive væbned' mænd.
18. Efter ganger Sommer konning
med tredive væbned' mænd;
slog han liden Knud ihjel,
han var ikke mand uden én.
19. "Somme af mine mænd
I våger i ligestue,
den stund jeg ganger i højeloft
og følger hans unge brud at sove!"
20. "Jeg beder eder, Sommer konning,
alt for min egen kvide:
I lader mig tre nætter jomfru sove
alt hos eders kongelige side!"
21. Den første nat, de sammen sov,
da sove de alt så vel;
den anden nat, der efter kom,
da slog hun hannem ihjel.
22. "Nu ligger du, Sommer konning,
det du får angst og sorrig!
Så vandt var jeg i hjerte min,
der du vejed Knud af Borrig.
23. Lig nu, Sommer konning,
det blod rinder dig til døde!
Så vandt var jeg i hjertet min,
der jeg så Knudlille bløde.
24. Nu vil jeg aldrig rød skarlagen bære
og aldrig sætte hovedguld på;
jeg sørger for liden Knud af Borrig,
de dage, jeg leve må."
- Der al vor sorrig måtte vel fordrives! -
Vejledende arbejdsspørgsmål til Knud af Borg
Tilbage til hovedsiden for folkeviser
Lars Brix Frandsen