Sengotiske kalkmalerier i Sulsted kirke

Overblik

Kalkmalerierne i Sulsted kirke stammer tilbage fra 1548 og er udført af Hans Maler fra Randers. Den oprindelig romanske kirke (ca. 1150-1200) får omkring år 1500 indmuret gotiske loftshvælv, og i de forskellige kapper samt på skjold- og ribbebuer breder scener fra Jesu liv og død sig organisk. Malerierne har aldrig været overkalkede.

Kalkmalerierne i Sulsted kirke hænger kompositorisk og æstetisk sammen som et helstøbt kunstværk. Der er sammenhæng og konsistens i billedernes formsprog og indhold. De enkelte kalkmalerier passer således fint ind i helheden. De fortæller om Jesu liv fra fødsel til død. Igen en helstøbt historie med perspektiver, der rækker langt ud over sin egen horisont.

Der er tre fag i Sulsted kirke, og hvælvkapperne opdeler smukt "tegneserien" om Jesu liv på jorden, så beskueren kan følge med kronologisk. Også i korhvælvingerne er der en sammenhængende billedserie (12 Credomotiver + Nådestolen og Maria i solgissel). Der er flere oplysninger om sammenhængen og de enkelte kalkmalerier nedenfor - med links til detailsider.

I tredje fag - umiddelbart efter indtrædelsen i kirkeskibet - følger vi jesu barndomshistorie (bebudelsen, besøgelsen, fødslen og forkyndelsen for hyrderne, omskærelsen, kongernes tilbedelse, Herodes mænd og barnemordet).

I andet fag - midt i kirkeskibet - gælder det "første del" af lidelseshistorien (Jesus vasker disciplenes fødder, nadveren, Jesus i bøn i Getsemane have, Judaskysset, Jesus for dommeren, piskningen, tornekroningen og Pilatus fremviser Jesus for folket).

I første fag- længst oppe mod koret - afsluttes lidelseshistorien (Pilatus vasker sine hænder, korsbæringen, afklædningen ved ankomsten til Golgatha, Jesus får eddike at drikke, korsnaglingen, korsfæstelsen, korsnedtagelsen og gravlæggelsen).

I koret dækkes loftshvælvene af tre motivkredse: nådestolen/treenigheden, Maria i solgissel og credoserien, hvor de 12 apostle med skriftbånd på latin hver giver en del af trosbekendelsen.

Tilbage til Sulsted kirke


Tekst: Lars Brix Frandsen