Erik Klippings drab

Der er så mange i Danmark,

som alle vil herre være:

de ride dennem til Ribe,

og lod dennem klæder skære.

Nu stander landet i våde.

Så lod de dennem klæder skære,

og alle i munkelige;

så red de dennem op i land,

deres rette herre at svige.

De red i den bondes gård

med skarpe spær i hænde;

alle havde de grå kolhætter på,

at ingen mand deennem kendte.

Så ginge de demmen i laden ind,

de steddes dennem på den lo;

vågen da lå den ædle herre,

han ville det ikke tro.

De stak hannem gennem hærde,

stod ud af venstre side:

"Nu haver vi den gerning gjort,

al Danmark bær for kvide."

Det da var han Ranild,

han hug så fast i bjælke;

død da lå den ædle herre,

så liden havde han hjælp.

Det da så den liden smådreng,

sin herre han lidde den kvide;

han lagde sadel på ganger sin;

han lod ikke længer lide.

Dronningen sidder på højeloft,

og ser hun ud så vide:

"Nu ser jeg den liden smådreng,

så hastelig monne han ride.

Han rider nu min herres hest,

jeg ræddes for sorg og kvide;

råd' Gud Fader udi himmerig,

hvor min kære herre monne lide."

Ind da kom den liden smådreng,

og sagde han hende derfra:

"Min herre han er i laden vej't,

og alt landet stander i våde.

Min herre er slagen ihjel,

Gud hans sjæl vel nåde:

forsvarer vel Eders unge søn

al Danmark skal styre og råde."

"Det skal du have for tidingen,

dog de skal ikke gode:

klæde og føde i kongens gård,

imeden vi leve både."

Nu stander landet udi våde.

Vejledende arbejdsspørgsmål til Erik Klippings drab

Tilbage til hovedsiden for folkeviser

 Lars Brix Frandsen