Dronning Dagmars død

Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,

til Ringsted lader hun sig vente:

alle de fruer i Danmark er,

dennem lader hun sig hente.

I Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

"I henter mig en, I henter mig to,

I henter mig af de vise:

I henter mig liden Kirstin,

Hr. Karls søster af Rise."

Liden Kirstin ind ad døren tren

med tugt og favren somme:

dronning Dagmar stander hende op igen,

så vel fagned hun hendes komme.

"Kan du læse, kam du skrive,

og kan du løse min pine:

da skal du slide rød skarlagen

og ride grå ganger min."

"Kunne jeg læse, og kunne jeg skrive,

det gjorde jeg alt så gerne:

det vil jeg for sandingen sige,

Eders pine er hårdere end jerne."

Så tog hun Sankte Mariæ bog,

hun læste op, alt det hun kunne:

det vil jeg for sandingen sige,

så såre hendes øjen de runde.

De fulgte hende ud, de fulgte hende ind,

det lidde jo længer og værre:

"Imeden det kan ej bedre vorde,

I sender bud efter min herre.

Imeden det kan ej beder vorde,

I sender bud efter min herre:

I sender bud til Gullands borg,

I finder hannem ikke før."

Det da var den liden smådreng,

han lod ikke længer forlide:

han strøg sadel af ganger grå,

han lagde den på ørs hin hvide.

Kongen han stander på høj'loftsbro,

og ser han ud så vide:

"Og hisset ser jer liden smådreng,

så sørgerlig mon han kvide.

Hisset ser jeg en liden smådreng,

så sørgelig monne han trå:

det råder Gudfader i Himmerig,

alt hvor Dagmar hun må."

Ind da kom den liden smådreng,

og steddes han for bord:

"Dronning Dagmar haver mig til Eder sendt,

gerne hun taler med Eder et ord."

Dankongen han slog de tavlbord sammen,

at alle de tærning sjunge:

"forbyde det Gudfader i Himmerig,

at Dagmar skulle dø så ung."

Der kongen han drog af Gullands borg,

da fulgte hannem hundred svende:

og der han kom til Ribe,

der fulgte hannem ikkun Dagmars dreng.

Der var en ynk i fruerstue,

der alle de fruer græd;

dronning Dagmar død' i liden Kirstins arm,

der kongen red op ad stræde.

Det var dannerkongen,

han ind ad døren tren:

det var liden Kirstin,

hun rækker hannem hånden igen.

"Og hør I, dannerkongen,

I skal hverken sørge eller kvide:

vi haver fanget en søn i dag,

haver skår'n den af Dagmars side."

"Jeg beder eder alle, jomfruer og møer,

beder eder for Guds skyld alle:

I beder en bøn for Dagmars sjæl,

at hun måtte med mig tale."

Dronning Dagmar rejser sig af båren op,

hendes øjne var blodige røde:

"O ve, o ve, min ædelig herre,

hvi gjorde I mig den møde?

Den første bøn, der jeg eder beder,

den vider I mig så gerne:

all' fredløs mænd dem giver I fred,

og lader alle fanger af jern'.

DEn anden bøn, jeg Eder beder,

den kommer Eder selv til fromme:

I tager ikke ved Bengærd,

hun er så besk en blomme.

Den tredje bøn, jeg Eder beder,

den vider I mig så gerne:

lader i Knud, min yngste søn,

og konning i Danmark være.

Og lader I Knud, min yngste søn,

ej kong' i Danmark blive:

da skal Bengærd en anden føde,

og den skal min forøde.

Og havde jeg ikke min' ærmer om søndag snørt,

og ikke striger på sat:

da havde jeg ikke i pinen brændt

og hverken dag eller nat.

Hør I det, min ædelig herre,

vil I mer af mig vide:

der sidder Guds engel' i Himmerig,

da monne fast efter mig lide."

I Ringsted, der hviler Dronning Dagmar.

Vejledende arbejdsspørgsmål til Dronning Dagmars død

Tilbage til hovedsiden for folkeviser

 Lars Brix Frandsen