Solteorien hos Ptolemaios
De fleste mennesker har i dag en klar fornemmelse af, hvorledes solsystemet er indrettet. Vi ved alle, at Jorden er én blandt en række planeter, der kredser omkring Solen. Vi ved, at det er dag for den del af kloden, der vender mod Solen, mens der på skyggesiden er nat. Når vi tænker efter, ved vi også godt, at den daglige vekslen mellem dag og nat som følge af Solens gang hen over himlen sammen med Månens og stjernernes daglige baner kun er en tilsyneladende bevægelse. Forklaringen er den enkle, at Jordkloden roterer om en akse gennem Nord- og Sydpolen.
Det kan så knibe med at huske, hvor Solen eller i hvert fald Månen står op og går ned - og det er lidt forvirrende, at de to himmellegemer somme tider kan stå ganske højt på himlen og til andre tider ikke kommer nær så højt op. Vi ved godt, at Solens højde har noget at gøre med årstiderne; men er der noget system i, hvornår Månen kan stå højt på himlen?
Det med årstiderne hænger sammen med Jordens bevægelse rundt i den årlige bane omkring Solen. Men det er lidt uklart for de fleste, hvordan sammenhængen er.
Er der så mere at følge på himlen i det daglige? I aviserne skriver man ind imellem om planeternes stillinger på himlen. Planeterne opleves nok af de fleste i vinterhalvåret som de første "stjerner", der dukker op efter solnedgang. På samme måde kan planeterne opleves som de sidste "stjerner", der slukkes ved solopgang. Hvis man er lidt opmærksom på fænomenet, vil man opdage, at Månen i visse perioder befinder sig i samme område som planeterne. Om der er nogen forklaring på det, står ikke klart for de fleste.
Umiddelbart kan man forestille sig, at sydlændinge vil misunde os de lange vinteraftener og -nætter, hvor det i mange timer - også før sengetid - er mørkt nok til at blive fortrolig med himmelfænomenerne. Men vi ved godt, at det forholder sig anderledes.
Det, som forhindrer mange i at studere nattehimlen, er, at det en vinternat er koldt. Desuden har vi et klima med lange perioder med overskyet vejr; det forhindrer os i den store aktivitet. Oven i alt det bor de fleste af os i byer eller så tæt på byer, at lyset derfra i høj grad overdøver lyset fra himmellegemerne.
Helt anderledes observationsforhold oplever man i de områder af Verdenen, hvor fundamentet for vores billede af solsystemet blev grundlagt for to-tre tusinde år siden: I Egypten, Babylon og den græske verden.
Her er et klima med klart vejr, med mildt vejr - også efter mørkets frembrud. Det er nærmest en lettelse, at Solen går ned, og det gør den allerede ved sekstiden om aftenen. I Middelhavsområdet mærkes årstidernes indvirken på dagens og nattens længde slet ikke som i Nordeuropa. Når Solen går ned, er der stadig timer til sengetid. Man opholder sig stadig udendørs, og for et par tusind år siden var gadelysene ikke den store hindring for observation af himlen. På den måde blev alle fortrolige med nattehimlen.
Hvad er det så, man oplever på nattehimlen i Middelhavsområdet?
Lad os først beskrive stjernehimlen: Stjernerne ser ud til at befinde sig på en kugle med centrum i Jorden. Stjernernes indbyrdes placering ligger fast, det er baggrunden for at kalde dem fiksstjerner. Deres fælles tilsyneladende drejning om en akse gennem jorden og himlens nordpol i løbet af et stjernedøgn blev af menigmand opfattet som en reel bevægelse i forhold til en ubevægelig Jord. Himlens nordpol ligger nær ved Nordstjernen, og den står i Middelhavsområdet forholdsvis lavt mod nord.
Det bliver også klart, at den del af stjernehimlen, der kan ses i løbet af en nat, ændrer sig i årets løb. På den måde bliver forskellige stjernebilleder knyttet til de forskellige praktiske gøremål, som hører årstiderne til. I det gamle Egypten faldt det tidspunkt, hvor himlens klareste stjerne, Sirius, igen kunne ses på himlen lige før solopgang sammen med, at den vigtigste begivenhed for det daglige arbejde var forestående: Nilen går over sine bredder.
Når man er blevet fortrolig med fiksstjernehimlen, står det klart for én, at i modsætning til den faste indbyrdes placering af disse stjerner, sker der også nogle forandringer. Der er nogle "vandrestjerner". De hører til de klareste himmelobjekter, de flytter sig i forhold til fiksstjernerne, og de befinder sig altid i et bestemt område af stjernehimlen - i et bånd himmelkuglen rundt. Det er bemærkelsesværdigt, at også Månen altid befinder sig inden for samme bånd.
Man kan med stor fortrolighed med stjernehimlen få styr på, hvor Solen befinder sig. Det kan ske ved at observere, hvilke stjerner der kulminerer ved midnat, og udnytte, at Solen da må ligge modsat på himmelkuglen; eller hvilke stjerner der er synlige lige før solopgang og lige efter solnedgang. Det viser sig da, at Solen ligger lige midt i samme bånd som "vandrestjernerne" og Månen!
Sammenlignet med danske forhold kan det nævnes, at det pågældende bånd i Aleksandria altid ligger højt på himlen - op til i nærheden af lodret over betragteren. Så de interessante fænomener vil stå op i øst, altid ligge højt på himlen og gå ned i vest.